| Frygt og fjendebilleder | Debatter om islam, kriminalitet og “parallelsamfund” bruges til at skabe frygt og et klart “os mod dem”-billede. Mette Frederiksen har talt om “forstokkede værdier”, mens DF’s ordførere har koblet migration direkte til vold og utryghed. |
| Framing af politik | Regeringer taler om “rettidig omhu” og “velfærdsstyring” i stedet for besparelser. Når Socialdemokratiet kalder stram udlændingepolitik for “retfærdig og ansvarlig”, eller Venstre kalder skattelettelser “frihed”, er det sproglig manipulation forklædt som klar tale. |
| Gentagelser i kampagnekommunikation | “Danmark kan mere” blev gentaget så mange gange, at det nærmest blev et mantra. Sætningen blev brugt på taler, plakater og sociale medier for at skabe tryg genkendelse og skjule manglen på konkret indhold. |
| Spin og timing | Når regeringen offentliggør dårlige nyheder sent fredag, handler det om timing. “Vi har lært af det” bliver brugt som en sætning, der lukker en sag ned – uanset om der faktisk blev lært noget som helst. |
| Negative kampagner | Venstres “Bag facaden”-kampagne mod Helle Thorning-Schmidt i 2011 satte nye standarder for negativ markedsføring i dansk politik. I nyere tid har Nye Borgerlige og SF brugt sociale medier til direkte personangreb mod modstandere. |
| Dogwhistles og signalord | Begreber som “danske værdier”, “ansvarlig udlændingepolitik” og “respekt for traditioner” fungerer som kodeord, der signalerer konservative holdninger til bestemte vælgere, uden at virke provokerende for andre. |
| Målrettet annoncering | Partier bruger sociale medier til at tilpasse budskaber. Ældre får annoncer om pension og tryghed. Unge ser klima og mental trivsel. Den enkelte vælger får den version af virkeligheden, der rammer mest følelsesmæssigt. |
| Deepfakes og “cheapfakes” | Ved EU-valget 2024 blev der spredt manipulerede klip af danske politikere for at skabe mistillid. Det førte til, at Folketinget indførte retningslinjer mod AI-genereret politisk indhold og krav om tydelig mærkning. |
| Astroturfing | Koordinerede kampagner på sociale medier, hvor profiler udgiver sig for at være “bekymrede borgere”. Kommentarspor og debatgrupper bruges til at sprede bestemte politiske vinkler uden synlig afsender. |
| Emotionelle taler | Mette Frederiksen bruger ofte personlige fortællinger – fx om den syge borger eller pigen i plejefamilien – for at skabe følelsesmæssig forbindelse. Det virker menneskeligt, men flytter fokus fra de politiske beslutninger. |
| Symbolpolitik | Forslag som tørklædeforbud for dommere eller udrejsecenter på Langeland viser handlekraft, men ændrer sjældent noget reelt. Det er politik som signal, ikke som løsning. |
| Selektiv brug af fakta | Politikere citerer gerne statistik, der støtter deres sag. Eksempel: at kriminaliteten falder – uden at nævne, at måden man registrerer den på er ændret. Fakta bliver et værktøj, ikke et bevis. |
| Partikontrollerede “græsrodsbevægelser” | Når partier lancerer borgerinitiativer eller kampagner, der “kommer nedefra”, men i virkeligheden er finansieret og styret centralt, kaldes det astroturfing. Det skaber illusionen af folkelig opbakning. |
| Skabelse af fjendebilleder i medierne | Når politiske partier bevidst taler om “de kreative klasse”, “klimatosser” eller “de kolde københavnere”, er det for at skabe afstand og positionere sig som folkets stemme mod eliten. |
